Fredegaarden

29-09-2010 Borgermøde om vejskat

Vil du betale ca. 2.500 kr ekstra om året - måske (meget) mere, måske lidt mindre?

Det er vores udsigter, hvis kommunen gennemfører privatisering af vores veje, samt belysning, vejbrønde mv.

Deltag derfor i borgermødet om privatisering af fællesveje, hvor politikerne fra kommunalbestyrelsen - som skal vedtage forslaget - forventes at deltage.

Mødet er onsdag d. 29/9-10 på Tapeten, Magleparken 5 (nær Hedegårdscenteret), kl. 19-22.

Du kan læse nærmere på Kommunens hjemmeside: http://www.ballerup.dk/get/55883.html

eller i Ballerup Bladet, 21/9-10 side 12: http://www.e-pages.dk/bgmonline_bb/37/

Uddrag af mødereferat 7/9-10 fra Teknik-/Miljøudvalgsmøde pkt. 18, hvor de planlagte kriterier fremgår, kan læses under dette afsnit. Mødet blev afholdt i Shanghai, Kina (!) - så meget for nærdemokrati og åbenhed...

Formænd for grundejerforeninger og boligselskaber (der er tvivl om hvorvidt alle berørte parter er blevet inviteret) deltog i et formøde forrige tirsdag d. 15/9-10 arrangeret af kommunen til en gennemgang af kriterierne, plan for vedtagelsen, økonomi mv. Her deltog kun embedsmænd.

Det var ren pistoltaktik! Bestyrelserne kan vælge:

1) Selv at stå for aftaleindgåelse med private leverandører, administration, opkrævning/restancer mv. (frivilligt arbejde...!) -

2) eller lade kommunen gøre det. Økonomioplægget (udarbejdet af COWI) lød på en gennemsnitsudgift på ovennævnte 2.500 kr.

Beregninger i læserbreve på BallerupBladets elektroniske hjemmeside viser at der for nogle kan blive tale om 3-4 dobbelte udgifter.

Ifølge udkastet til kriterier for privatisering af fællesvejene vil mange veje dermed være i risikozonen. Det er faktisk kun veje, der fungerer som primærvej til skoler o. lign. (men ikke diverse andre offentlige institutioner som fritidshjem, børnehaver mv.), ELLER hvor der kører busser, ELLER fungerer som adgangsvej til større offentlige p-pladser, som undgår privatisering.

Lejere i boligforeninger kan også blive ramt af huslejeforhøjelser som følge heraf. Selv om de direkte adgangsveje til boligforeningerne allerede er privatiserede, så kan der være dele af de nuværende fællesveje som boligselskabet også skal til at betale for ifm privatiseringen.

Hvordan i alverden skal vi administere alt dette i vore frivilligt og gratisarbejdende grundejerbestyrelser/vejlaug m.fl.? Hvordan skal udgifterne fordeles, når flere foreninger deles om samme vej - og skal foreninger som ligger i starten af en blind vej betale mere for den ekstra store nedslidning der kommer af ind- og udkørsel til resten af bebyggelserne, ikke mindst renovations- og lastbiler? Skal vi også til at bruge tid på "slagsmål" foreningerne indbyrdes på denne konto?

Vi har desuden udsigt til at vi til næste år skal igennem vedtægtsændringer, (evt. exord. generalforsamlinger) m.m. som følge af den tinglysning af vejretten som venter forude. Kommunen beholder sin rolle som vejmyndighed, og dermed har vi reelt ingen ret - men kun betalingspligt. Vi kan fx ikke selv beslutte færdsels- eller parkeringsbegrænsninger - alle skal være enige og kommunen bestemmer i sidste ende.

Der var selvsagt nærmest mytteri-stemning på mødet 15/9 - det giver jo udsigt til et administrativt og tidsmæssigt Ragnarok! Dermed giver det næppe heller de ønskede besparelser i kommunekassen i sidste ende. Se fx Hans Christensens læserbrev i BallerupBladet uge 37: "Undervejs har Carl Bro, som kommunen tidligere har benyttet som sagkyndig i vejsager, på eget initiativ regnet ud, at evt. besparelser ved en nedklassificering af veje stort set æder sig selv op i administration"

Og hvad nu hvis bestyrelsernes forslag til vedtægtsændringer som følge af kommunens tinglysning af vejretten forkastes igen og igen af medlemmerne på generalforsamling og (måske gentagne) ex.ordinær forsamling? Vil det så medføre opløsning af foreningen? - Så kommer kommunen jo til at skulle opkræve individuelt hos den enkelte matrikelejer - OG fortsat påtage sig arbejdet med aftaleindgåelse om vejvedligehold, snerydning mm, mm.

Spørgsmålene er mange - bekymringerne ligeså. Perspektiverne for bestyrelsesarbejdet i de frivillige foreninger er altødelæggende.

Det er kun ved at møde talstærkt op på borgermødet 29/9 og give sin utilfredshed til kende over for politikerne at vi kan gøre os håb om enten at få skudt det helt i sænk - eller udskudt gennemførelsen til 2014, hvor finanskrisen måske er aftaget.

Mvh Bestyrelsen GF Fredegården

v/Kim Bryld